R.I.P. CD

07.11.12

Nyheden når mig i omklædningsrummet efter basketballtræning igår. Den sædvanlige småsludren afbrydes, da én af pigerne, der med blikket på sin telefon, tomt siger: ”CD shot himself!”

Jeg tror ikke helt, at jeg forstod det. Jeg vil ikke sige, at jeg kendte ham godt, men han var i min første klasse. Jeg så ham hver dag. Jeg vil ikke sige, at jeg snakkede med ham hver dag, men når jeg gjorde, var det altid med et smil på læben. Han havde et smittende humør. Han kunne få folk til at grine.

Jeg kunne nok ikke helt kapere tanken. Jeg sidder i sofaen derhjemme mi går aftes med øjnene klistret til skærmen, der rapporterer om exitpoles og løbende resultater fra valget, jeg sender videre via sms til S, der er på vej hjem. Det er da, jeg åbner facebook og ”R.I.P. CD” rammer mig fra de mange statusser fra mine venner fra skolen, at det virkelig synker ind, hvad der er sket.

Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor han gjorde det. Nogle sagde, at det var mobning, andre sagde, at det bestemt ikke var tilfældet. Hvad, jeg ved, er, at det er tragisk. Skolen i dag bød på bøjede nakker, gråd og et masser af kram. Den værste klasse var den første, hvor hans tomme stol, synes at suge hele rummet ned i et stort bundløst hul.

Jeg ville sige noget om, at jeg håber, at han er et bedre sted nu. Men han var officielt ateist, og han ville formentligt bare grine og ryste lidt på hovedet. Så i stedet vil jeg sende mine bedste tanker til hans efterladte i håbet om, at de vil komme gennem denne svære tid.