Så har man oplevet det med: amerikansk football. I går var
jeg til min første kamp. Hvor var den lang! Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde
forventet, men ikke tre timer. Det var af den grund jeg ikke nåede at opdatere
bloggen i går. Kampen startede kl. 20, og jeg var hjemme efter 23. Når kl.
runder 20, begynder jeg at tænke på at gå i seng, og efter 22 er min hjerne
stået af. Jeg vil lige i forbifarten nævne, at vi altså har passeret 22 og på
forhånd undskylde for eventuelle stavefejl…
Udover at længden af spillet kom bag på mig, må jeg
indrømme, at jeg aldrig helt fangede detaljerne i spillet. Jeg klappede, når de
andre på den blå flanke gjorde ditto. Jeg havde det sjovt med de andre, der
var der, og vi vandt, så alt var godt.
Så var der selvfølgelig også cheerleaderne. Så har har jeg også set dem i virkeligheden, ikke bare i "Bring it on".
I dag tog vi til ”The Lake”, hvor S’s onkel har et hus. Der
var en masse søde mennesker og en masse god mad. Jeg havde sørget for at tage en af mine
UK-trøjer på, så jeg matchede interiøret. Hvor end man vender sig hen i det
hus, ser man blåt. Væggene er tapetseret med bannere og plakater, der fortæller
historien om en stolt klub, der vandt mesterskaberne i basketball i år. Jeg var
heller ikke den eneste, der bar logoet på trøjen.
En af mine personlige farvoritter blandt UK-merchandisen.
Jeg går næsten i ét med den øvrige udsmykning...
Jeg prøvede også kræfter med spillet cornhole. Jeg nåede aldrig videre end bare til træning. Kampniveauet er der ikke helt endnu.
En hyggelig dag ender omkring et bål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar