Hvor er jeg dog træt! Jeg har tilbragt knapt 4 timer i
skolens hal, hvor jeg har hujet og klappet mig igennem tre volleyballkampe. Det er måske på tide, at jeg præsenterer jer
for de tre hold med stigende niveau: Freshmen, junior varsity og varsity. Med
den stigende sværhedsgrad kommer også længere kampe.
Jeg troede ikke, at jeg skulle sige, at jeg havde fundet en
sport, der kunne optage mig lige så meget som håndbold. Tiden er kommet til en
revurdering. Den sidste kamp, var så intens. Med fremagende spil vandt
varsityholdet de to første sæt i suveræn stil. De spillede så flot. Jeg havde
helt lyst til at løbe ind på banen og være med.
Måske blev vi lidt for tilbagelænede. Måske var det Warren
East, der besluttede sig for, at det var mere, end hvad deres ære kunne bære.
Ligegyldig hvad var det tredje sæt mere lige og langt mindre kønt. Vi kom
hurtigt bagud, men med ægte fighterånd kom holdet tilbage og nåede 24-24.
Desværre trak Warren East det længste strå og vandt sættet 24-26. Normalt
vinder man ved 25, men man er nødt til at vinde med to pinde.
Dermed var vi tvunget ud i et fjerde sæt. Her viste vores
hold sine kvaliteter og fightede sejren i hus. Jeg kunne ikke gå, før kampen
var ovre. Det er så derfor, at jeg nu gaber minekæber af led, mens jeg forsøger
at færdiggøre mine fysiklektier og halvt følge med i Mitt Romneys tale.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar