Så skete det endelig! Mine papirer gik igennem, og jeg kan
officielt spille volleyball. Den
glædelige nyhed nåede mig i 3. periode. Jeg dansede, hoppede og sang mig gennem
resten i dagen. Jeg fik også et par underlige blikke med på vejen. Min
historielærer elskede mig formentlig mere end sædvanligt, da hendes
undervisning blev stoppet ikke mindre end to gange. Jeg skulle informeres om,
at der var kamp i aften, og at jeg spillede.
”Fight, fight for Central High!” Det er så meget, jeg kan af skolens sang, og her jeg bare klapper med, mens resten af holdet råber sig gennem resten af lyrikken. Jeg er virkelig nødt til at lære resten. Det er hvad, jeg mangler for virkelig at kunne kalde mig en lady dragon. Dét og måske en smule spilletid. Men de første minutter rullede da ind på kontoen i dag. Jeg vil ikke forsøge at bilde jer ind, at jeg havde en af hovedrollerne, slet ikke. Jeg var inde to minutter og ikke sikker på, at jeg overhovedet var i boldkontakt. Det var i øvrigt en forfærdelig kamp. Ikke i et af de to sæt var vi oppe i en tocifret score, hvilket er mindre heldigt, når man spiller til 21, men jeg var bare overlykkelig for rent faktisk at spille.
Tro det eller lad være, min dag var (en smule) andet end volleyball!
Dagens håropsætning:
Min brasilienske veninde har en svaghed for ananas, masser af ananas.
Uh, du ser fokuseret ud Agathe, er sikker på du ender med at blive en haj til volley, det er bare så sjovt at spille! Vi savner dig og nyder dine blogs SÅÅÅÅÅ meget!
SvarSletJeg har det i hvert fald sjovt med de andre :-) Jeg savner også jer og håber, I har det godt, men I har jo ikke en blog, hvor jeg kan følge med ;-)
Slet