mandag den 3. september 2012

Greatlanta

03.09.12

Så er jeg tilbage efter en dejlig Labor Day weekend i Atlanta. Jeg sender jer derhjemme en medlidende tanke, mens jeg holder fri i dag.

Vi tog hjemmefra tidligt lørdag morgen. Egentlig var vi lidt sent på den, men 8.15 er i min optik tideligt, ugedagen taget i betragtning. Det skulle vise sig sværere at få den lejede bil end forventet, og efter et længere ophold hos udlejer, var vi endelig på vej omkring kl. 9.

Vi ankom til hotellet. Jeg kom til at smide mig i en af sengene, ikke en god ide. Efter at have kæmpet mig tilbage på højkant, satte vi kursen mod downtown, hvor sådan cirka alt er. Faktisk skete der lidt for meget dér. Vi havde valgt den weekend, hvor der var en stor footballkamp og Dragon*con, som er verdens største kongres for science fiction og fantasy. Det betød, at byen var fyldt med ghostbusters og glade footballfans i orange. Det var tæt på umuligt at finde en parkeringsplads.

Endelig lykkedes det os at tilkæmpe os en parkeringsplads, og vi gjorde vores entre i World of Coca Cola. Taget i betragtning at jeg ikke drikker sodavand, kan det virke lidt underligt pludselig at befinde sig i hjertet af verdens største producent af læskedrikke. Det var det nu ikke. Coca Cola er historien om, hvordan én mands opskrift kan udvikle sig til et firma i milliardklassen. Denne historie tager sit udgangspunkt i Atlanta, hvor John Pemberton i 1886 kommer op med den sagnomspundne opskrift på Coca Cola.

Jeg må også indrømme, at før vi forlod stedet, havde jeg prøvet en sodavand eller fjorten.

Det sidste, vi nåede til, var et rum, hvor man kunne prøve alverdens slags sodavand. 65 styks fra hele kloden for at være præcis.

Inden vi besluttede os for at tage til Atlanta, var min eneste association Olympiaden, men byen har meget mere at byde på.

Søndag var vi igen tideligt oppe denne gang for at komme på rundvisning i Martin Luther Kings barndomshjem. Vi besøgte også kirken, hvor han prædikede.  Det var ved første øjekast helt almindelige steder, men under overfladen kunne man mærke historiens vingesus.

Vi tog lige et museum mere og besøgte Jimmy Carter Presidential Library & Museum. Endnu en kendt mand fra Georgia. Jeg kom ud derfra og følte mig helt gammel, da jeg tog mig selv i at tænke, at verden må have været bedre dengang, selvom jeg ikke tror, at det var tilfældet. Ligegyldig hvad tror jeg, at Jimmy Carter gjorde sit, for at verden skulle blive et bedre sted. Respekt herfra!
Når jeg en dag bliver præsident...

Da vi var færdige med at være højkulturelle, tog vi turen til downtown og brugte eftermiddagen i de lokale butikker.

I dag vendte vi igen snuden mod Kentucky og forlod Atlanta. 5 timer senere var vi hjemme, bevæbnet med poser fyldt med souvenirers og andre uundværlige ting. Et par myggestik og ikke mindst en god oplevelse rigere.

Smuk by!



 Det kunne meget vel være en gleek's værk...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar